[FORRIGE] [NÆSTE]
Rejsebrev 43
Onsdag 14.05.08
Maoxian
En enkelt svag rystelse i nat og en endnu svagere her til morgen. En ny
grå dag er begyndt, men regnen er hørt op. Da jeg er ude at gå en tur
ned ad gaden, mærker jeg, hvor koldt det er.
Folk traver frem og tilbage, nogle med vand og andre fornødenheder,
andre bare for at få tiden til at gå som jeg, tror jeg.
Hovedparten af dem, der bor i Maoxian, er Chiang-people, fortalte Xia
Wei. De er en minoritet ligesom tibetanerne, der er flere af nordpå.
Senere finder jeg ud af, at alle Chiang familierne har mange børn. 4, 5
og 6 stykker. Det må være dyrt, med mindre de da som mindretal har
særlige rettigheder i den retning?
De fleste af bjergtoppene lader sig se i dag og de højeste er
snedækkede. I.flg. kortet er de højeste, som jeg dog ikke kan se herfra,
5000 m.
Da jeg er på vej sydpå en tur i byen, kommer to helikoptere om hjørnet
og op gennem dalen. De cirkler rundt om byen, og netop som jeg tror, de
er på vej væk igen, lander de nede bag nogle huse på en eng. Folk kommer
styrtende til. Den halve by er på benene og på vej. Mange i løb, andre
med flag. Jeg må hele vejen tilbage efter kameraet. Så jeg må nøjes med
at forestille mig synet, da den første lander, og 6 soldater med røde
skærf styrter ud for at tage strategisk opstilling og holde folk væk.
Men jeg ser den militære præcision ved take off. Man har ventet på to
andre helikoptere, som åbenbart har haft landet andetsteds, måske i
Nanxing. Da de viser sig, går turbinerne straks i gang. Og så er kampen
ellers forbi, og alle går hver til sit.
 |
 |
 |
| Soldater fra den røde hær holder mængden på afstand | Det udvikler sig til en fest | Så forsvinder de igen |
Her kl.11 en lettere rystelse i 5 sek. Jeg tror, solen så småt er ved
at bryde igennem. For første gang ser jeg blä himmel! Og vidunderlige
grønne og brune bjerge, der rejser sig i imponerende højde. Men ellers
er jeg travlt beskæftiget hele eftermiddagen med at tale med elever fra
forskellige klasser. Og lære kinesisk. Men det er ikke meget man når på
en eftermiddag.
På et tidspunkt kommer et jetfly og afsætter 7 faldskærmssoldater, som
lander et sted ikke så langt borte. Og senere kommer det igen med 8
mere. Stor jubel og megen opmærksomhed, men hvad er meningen med dette
"stunt"? Hvad kunne de medbringe som helikopterne ikke kunne?
Men synlige, det var de!
Til aften har jeg en længere samtale med Xia Wei og under indflydelse af
en skålfuld risbrændevin, tror jeg nok, jeg taler for meget.
Stadig INGEN mulighed for kommunikation med omverdenen. Ingen strøm,
ingen fungerende mobilmaster ingen kommunikation.
Sidst på aftenen kommer et antal soldater marcherende fra Wenchuan for
at hjælpe, så vidt jeg forstår med at udgrave en begravet bus. Hver gang
jeg hører nyt stiger dødstallet. I Beichuan skulle et helt bjerg være
kollapset og have forårsaget en flodbølge, der har dræbt 16.000.
Dødstallet skulle være mere end 20.000. Jeg har været heldig… og
uheldig. Uheldig med at være i dette område. Heldig med at være lige
præcis hvor jeg var. 20 m længere fremme havde været skidt og 10 m
længere tilbage ligeså skidt.